Essie Mini Winter Collection 2012

Essie Winter Mini Collection 2012

Disse små søde Essie neglelakker er nu på vej til mig! Glæder mig SÅ meget til at modtage dem. Fra venstre: Beyond Cosy, Where’s My Chauffeur?, Snap Happy og Leading Lady. Jeg har skrevet om min begejstring for Leading Lady, som har navngivet denne vinters Essie kollektion, HER og HER. De andre har jeg ikke prøvet endnu, men jeg synes virkelig det, at det lover godt. Celia har været så sød at lade mig låne Leading Lady lidt endnu, så nytårsneglene er reddet, men må jo have min egen. Jeg har kigget efter hende i noget tid, men har faktisk haft lidt svært ved at finde hende i fuld størrelse. Derfor har jeg besluttet mig for at købe Mini Winter Collection 2012 i stedet – så kan jeg også prøve nogle af de andre lakker, som jeg har hørt så godt om! Særlig Beyond Cosy glæder jeg mig til at prøve. Jeg kan jo slet ikke stå for glimmer…

Hvis I også bare må have fingrene i disse skønne lakker, så kan de købes lige HER til knap 103 kr.! Cheap, da jeg har set 3 mini-lakker nemlig Leading Lady, Snap Happy og Beyond Cosy fra Vinterkollektionen til 150 kr. i Magasin. Lækkert at få den fine Where’s My Chauffeur? med og så endda for færre penge. Win!

Håber at I, ligesom jeg, har haft nogle skønne (og tykke) juledage og at I er klar til at nytårsfeste. Jeg glæder mig nu alligevel til at komme hjem til København og sove i min dejlige seng igen. : )

xoxo

Diorskin Nude Tan Bronzing Powder

20121225-194028.jpg

Denne fantastisk smukke solpudder er den første fra Dior, der tilpasser sig hudens farve, så det virker som om man har en naturlig glød i ansigtet hele året rundt – også her i vintertiden, hvor jeg i hvert fald har tendens til at blive bleg! Min hud bliver kedelig og mangler glød, så synes det er vildt lækkert med sådan en solpudder til at pifte looket op med. Min gamle fra Nilens Jord, som også var rigtig god, har jeg brugt op, så da jeg så denne var jeg solgt. Dior er en af mine yndlingsmærker indenfor makeup, for det er virkelig god kvalitet og det ser naturligt ud, når man har det på. Plus jeg har svært ved at stå for en smuk indpakning, haha! Denne kan jo også bruges som et super lækkert spejl til tasken når den er brugt op. Der hører også den Kabuki mini-brush med som I kan se på billedet, med de blødeste hår. Solpudderen findes i 6 forskellige nuancer: 3 som kan bruges hele året rundt og 3 mørkere nuancer til om sommeren. Jeg har valgt den næst lyseste, dvs. en af dem man kan bruge hele året rundt. Den hedder Amber 002. Jeg er virkelig glad for den! Jeg synes den er meget naturlig og giver optimal glød med en smule glimmer i.

20121225-184625

Håber at I har haft en fantastisk juleaften og at I stadig hygger jer med familien!

xoxo

Julenegle: French manicure gone red

20121224-152637.jpg

Hey girlies, ville lige vise jer mine julenegle denne juleaftensdag. Jeg har længe tænkt på at lave noget anderledes med Essie’s “Leading Lady”, for er simpelthen (stadig!) vild med den neglelak. Så blev det altså til fransk manicure med mørkerød glimmerkant. Håber at I kan lide det! Jeg har i hvert fald ret optur over mine fine negle. : )

20121224-152617.jpg

Jeg brugte som sædvanlig ganske almindelig tape (husk at klistre tapen på huden, før du sætter den på neglen!) til at afgrænse med. Det fungerer fint, man skal bare være rigtig opmærksom på, at tapen sidder helt tæt op ad neglen, så den lak, der skal være på spidsen, kun kommer på, hvor den skal. Når lakken er påført som ønsket (jeg brugte to lag) skal tapen fjernes forsigtigt. Man kan nu rette lidt i det, hvis det er nødvendligt, inden man slutter af med et godt lag top coat. Jeg rettede bare lidt med en negl, for det synes jeg, at man bedst kan styre, men en neglepind, grillspyd i træ eller noget lignende kan også gøre det. Voilá, fine røde spidser! Du kan læse en guide, som jeg har skrevet, lige HER.

20121224-152625.jpg

Håber at I allesammen får en rigtig dejlig juleaften med dem der står jer nærmest og I elsker. Glædelig jul her fra bloggen!

xoxo

Leaving lovely Budapest…

foto_uj_uj_2_filtered

Jeg er ved at flyve hjem til København. Det har virkelig været en god, men travl uge. Og hård fordi det var svært at sige farvel.

Der har ikke været så meget dressing up, for jeg rejser kun med håndbagage og så prioriterede jeg varmt og praktisk tøj, for jeg er virkelig typen der fryser meget hurtigt. Særligt de første par dage var der rigtig koldt i Budapest, så er virkelig glad for at jeg valgte at tage jakken og skoene på billedet med. Jakken fandt jeg til sidste års Tommy Hilfiger efterår/vinter kollektionssalg på Christianshavn og er virkelig blevet glad for den. Som bonus er farven endt med at blive super in denne sæson, så det er perfekt. Skoene er fra Timberland og er med for så de holder fusserne dejlig varme. Købte dem sidste år, for jeg var så træt af at få våde tæer og blive syg hver evig eneste vinter. Det har vist sig, at de var en virkelig god investering, for de holder al fugt ude. Jeg har i hvert fald aldrig fået våde tæer med dem på, så kan kun anbefale Timberlands støvler.

Nu er jeg landet i København og må sige at jeg glæder mig til at blogge fra laptop i stedet for fra iPhone. Og til at se dem herhjemme. Hav en dejlig tirsdag alle sammen! : )

Thanks to Tibi for taking and editing this photo. :3 And happy birthday too!

Forelsket i Leading Lady

20121214-093638.jpgHun er forførende med sin dybe mørkerøde nuancer og samtidig festlig med masser af rød glimmer. Hun er altså rigtig med på decembers glimmer-trend og dermed perfekt både til juleaften og nytår. Modsat andre rødlige lakker passer hende her også godt til bordeaux, som jeg er helt pjattet med for tiden. Helt ærligt… What’s not to like!? Jeg har som sædvanligt brugt en underlak, hvorefter jeg lagde Leading Lady i to lag før hun dækkede optimalt. Derefter sluttede jeg af med min Diamond Shine top coat fra Sally Hansen, så hun har holdt godt.

Tip: Jeg er begyndt at opfriske min manicure med et nyt lag top coat ca. hver anden dag for det hjælper virkelig på holdbarheden.

Leading Lady er navngiver til Essies Vinterkollektion 2012 og jeg synes at det er velfortjent. Min søde veninde Celia har også rost hende, så fik lige lov til at låne og tusind tak for det. Nu bliver jeg selv nødt til at få min egen for jeg er virkelig blevet vild med denne dame! : D Så fin og glitrende med al hendes glimmer. Det er helt fjollet, hvor glad jeg kan blive over en neglelak, haha. Vil virkelig anbefale den, hvis du mangler en flot lak til at pifte julelooket op med eller hvis du stadig har nogle julefrokoster tilbage : ) Essie laver virkelig mange flotte lakker, men hende her er blandt top 3 på listen over dem der virkelig har ramt plet hos mig!

I går har jeg været i biografen for at se Hobbitten, spist lángos, mødtes med bror, hentet Maja fra børnehaven, kørt hende til svømning og trænet Kangoo. Nyder virkelig at være her! Nu sidder jeg i Marriotts Executive Lounge på 9. sal, med lækker udsigt over Budapest, og nyder min morgenmad og kaffe.

Lige et fjollebillede med Leading Lady og Buda Slot. Hav en dejlig fredag og god weekend! : )

20121214-095739.jpgxoxo

Masser af fugt i vinterkulden

20121212-122345.jpgHer i vintertiden er det ekstra vigtigt at vi er opmærksomme på vores hud. Min hud skaber sig gerne rigtig meget i denne tid… Jeg får ofte røde pletter i ansigtet og meget tør hud. Men jeg har nu fundet min redning, nemlig Ole Henriksens Nurture Me, som er perfekt til min vintersarte hud. Cremen er rigtig fedtet, så jeg bruger den normalt som natcreme. Men fordi min hud suger den i sig meget hurtigt for tiden, er jeg begyndt at bruge den om dagen også og det fungerer super godt. Dens bløde konsistens gør at den nærmest smelter ind i huden! Min hud bliver fugtet og dermed dejlig blød. Cremen beroliger, lindrer og beskytter desuden huden. Det er virkelig en af de bedste cremer jeg har prøvet, hvis ikke dén bedste. Og så dufter den virkelig godt af slik! Min venindes søde kæreste kalder den for kagecremen, haha. : ) Bliver godt nok lidt ked af det når den (snart) er tom for det er noget af en investering. Men hvis du er villig til at bruge lidt ekstra på en god creme så denne et rigtig godt bud. Lige nu sparer man 100 kr på den i Matas.

Jeg har arbejdet meget den sidste uge og sovet alt for lidt, så jeg undskylder min sløve blogging. Jeg er nu i Budapest og skal bare have det mega lækkert! I kan kigge med på Instagram @amarillamirilo, hvis I har lyst. : ) Håber at I har det dejligt hjemme i Danmark!

xoxo

Nyhed i Sephora: Hello Kitty “Wild Things”

"Wild Things"De fleste der kender mig ved, at jeg har en lille svaghed for Hello Kitty. Så da jeg så, at den nye Limited Edition “Wild Things”-serie er kommet til salg på Sephora.com, blev jeg glad og synes at mange af produkterne er ret fine. Derfor håber jeg virkelig, at serien kommer til de danske Sephora butikker, så jeg lige kan se produkterne an. Produkterne fra serien er svøbt i zebra-, tiger-, leopard- og girafprint, hvilket jo er “Wild” men jeg synes, at det går, hvis man nøjes med enkelte dele. Se mine favoritter herunder!

Wild Things Makeup PaletteWild Things Brush SetWild Things Bow Mirror

I kan se resten af “Wild Things” produkterne og alt andet med Hello Kitty fra Sephora lige HER. Der er nemlig også et par fine ting derinde, som ikke er fra “Wild Things”-serien, blandt andet en negleklipper og neglelakker i fine pasteller, formet som Hello Kitty. Ih, hvor er det fint! : D Nu skal jeg nok lige styre mit Hello Kitty-flip og gøre klar til julefrokost med de bedste i aften. Men lige et sidste billede af denne fine kam, som sammen med Sløjfe-spejlet, er hvad jeg selv helst ville eje fra “Wild Things”-serien.

Wild Things Wide-tooth CombJeg håber, at I får en dejlig weekend og hyggelige julefrokoster! : ) xoxo

YSL Volupté Sheer Candy #5

20121206-153435Denne skønhed har for nyligt sneget sig med mig hjem… Jeg har i noget tid sukket over Volupté Sheer Candy-serien fra Yves Saint Laurent, som jeg også skrev lige HER. Valget faldt på #5 der hedder “Mouthwatering Berry”, hvilket er meget passende for den har en fin brombæragtig farve med rødligt skær og den dufter også lidt af bær. Skrev tidligere at jeg havde læst at Volupté Sheer Candy er “læbestiften der tror, at den er en læbepomade” og det er den virkelig – and I love it! Dette gør dog også at farven ikke er ligeså kraftig, som ved en almindelig læbestift. Det er dog også godt nok til mig, der ikke er vant til at gå med læbestift, for man får alligevel lidt fin farve til læberne. Den er langt fra så kraftig på læberne som på billedet ovenfor, se med her:

20121206-153056Hvad synes I? Jeg er i hvert fald meget tilfreds og så synes jeg virkelig at etuiet er noget af det smukkeste. Kan slet ikke stå for så lækker make up…

Velkommen til, Mouthwatering Berry! Mor elsker dig allerede. <3
Håber at I har en dejlig torsdag, ladies : )

Redken Color Extend Shampoo & Conditioner

2012-12-05 09-1.45.23Hej allesammen, mit navn er Marianne og jeg er blevet bedt om at teste lidt hårpleje til farvet hår og herefter gæsteblogge her på Blog by Amarilla Mirilo.

I oktobers Goodiebox , som Amarilla skrev om her, fulgte der en prøve af Redken Color Extend shampoo og conditioner med. Da Amarilla er født med naturligt flotfarvet hår, valgte hun at give det videre til mig. Er normalt blond, men da jeg i mine vilde teenagerdage valgte at mishandle det med afblegning, tog det meget skade. Jeg måtte derfor ty til at farve det mørkt, hvilket jeg idag er rigtig glad for. Min tidligere frisør anbefalede mig altid Redkens produkter, og jeg prøvede også engang en hårkur derfra, som jeg var virkelig positiv overrasket over. Dog passede min økonomi dengang ikke til at jeg kunne fortsætte med dette mærke, desværre. Men som sagt blev Redken rost til skyerne af min frisør, så derfor glædede jeg mig ekstra meget til at prøve disse to prøver, da Amarilla kom og overraskede mig med dem, mange tak min skat! : )

Jeg havde lige fået farvet mit hår, så det passede mig fint med at starte med dem på det tidspunkt, da produkterne lover at hjælpe med at holde hårets udstråling og glans. Derudover indeholder shampooen plejende tranebær olier, styrkende ceramide og en beskyttende mikro-net teknologi, som alt sammen hjælper med at bevare farven i længere tid. Color Extend indeholder også UV-filter, så håret ikke falmer så hurtigt under solens stråler. Amarilla tippede mig inden om, at jeg skulle påføre shampooen inden jeg gjorde mit hår vådt, da det fjerner produktrester bedre, da vand og fedt som bekendt ikke arbejder så godt sammen. Så jeg gik igang. Jeg gjorde som Amarilla sagde, og da jeg lige lod det sidde lidt i, bemærkede jeg hurtigt den lækre duft.
Efter at have påført conditioneren redte jeg mit hår igennem og lod det sidde i et stykke tid. Ligesom shampooen lover denne også at beskytte farven og glansen, så var meget spændt på at se resultatet.

Redken er et salonmærke fra NYC, så derfor forventede jeg virkelig god kvalitet. Og ganske rigtigt, jeg synes mit hår var super glansrigt og duftede fantastisk.
I øjeblikket er jeg igang med en Aussie-serie til håret, men når de er tomme, overvejer jeg stærkt at investere i Redken Color Extend serien, for er meget tilfreds! Serien kan bl.a. købes her. Alt i alt et rigtig godt produkt Goodiebox havde valgt!

Goodiebox har for nyligt åbnet for nye abonenter igen, så I kan nu melde jer til lige her, hvis I skulle have lyst. Det skal jeg i hvert fald selv gøre!

Udover min anmeldelse af Redkens produkter, vil jeg lige benytte lejligheden til at give stor credit til min veninde Amarilla og hendes beauty/fashion blog. Hun har igennem tiden altid givet mig kanon gode råd, så synes I alle skal glæde jer til mange flere indlæg! : )

xoxo Marianne Steiner Petersen

Glimmer til makeup pungen

20121203-154248.jpg
Til julefrokosten i lørdags var der selvfølgelig pakkeleg, hvor jeg vandt de her fine glimmerneglefile: en fin, en medium og en grov. De matcher juletendensen med alt deres glimmer i fine farver og så er de fra Tiger, så de koster ikke ret meget. Så hvis du står og mangler nye neglefile er de her et godt bud – så bliver makeup pungen også lidt mere festlig. ; )

God mandag, ladies!